Skip to content Forskning

Forskning

Sidst opdateret afJari Kickbuschden20-10-2010Forskning > Erhvervssamarbejde > Forskningshistorier > Gaze Tracking

Del på FacebookGem som PDFTip en ven

At tale med øjnene 

De første forsøg med gazetracking fandt sted i 1800-tallet, hvor forskeren bedøvede sin forsøgspersons øjne med kokain, hvorefter han monterede en metalskive på øjet. Denne skive var forbundet til en line med en pen, som tegnede øjenbevægelserne på et stykke papir. I dag er gazetrackingteknologien nået langt videre, og den kan få revolutionerende betydning på en lang række områder.

En gazetracker er kort fortalt et apparat til at måle øjets position og bevægelser. Der findes flere typer gazetrackere. Nogle apparater bliver monteret direkte på øjet som en elektronisk kontaktlinse (såkaldte ”search coils”), men de fleste moderne gazetrackere er baseret på videooptagelser af øjet. Gazetrackere bliver brugt i en lang række forskningsfelter, blandt andet psykologi, medicin og kognitiv lingvistik. Flere forskellige brancher benytter allerede gazetrackere i dag: Reklamebranchen bruger dem til at måle, hvilke dele af en annonce, der fanger kundens opmærksomhed, læger bruger dem til at diagnosticere skizofreni, mens Volvo bruger gazetrackere til at overvåge, om chaufføren falder i søvn.

IT-Universitetet har længe været helt i front inden for forskningen i gazetracking. Gazetrackere er normalt meget dyre apparater, og det sætter en naturlig begrænsning på udbredelsen af teknologien. Men står det til ”Gazegruppen” på IT-Universitetet skal gazetracking gøres til mainstream. Et af midlerne er at bruge billige elektroniske komponenter som alternativ til de tunge og dyre maskiner. Med den rette software og en god interface kan et billigt webkamera bruges til gazetracking.

Tre af gazegruppens ph.d.-studerende har udviklet en ”open source”-gazetracker og lagt den til fri afbenyttelse på nettet. Interesserede brugere behøver blot at hente en zip-fil med programmet, montere et webkamera og kalibrere systemet ved at kigge på ni bestemte punkter på skærmen. Derefter kan de betjene deres computer med øjnene.

For mennesker med bevægelseshandikap kan dén mulighed være altafgørende. Hvis man ikke kan interagere med mund eller hænder, kan øjnene nemlig være et alternativ. Gazegruppen er medlem af det europæiske COGAIN-netværk, der arbejder på at hjælpe handikappede med at kommunikere ved at udvikle nye typer computerinteraktion. Forskerne på IT-Universitetet har udviklet flere computerinterfaces, som giver mennesker med bevægelseshandikap mulighed for at foretage de samme computeraktiviteter som alle andre.

Et eksempel er patienter med sygdommen ALS. Sygdommen gør, at patienten gradvist mister kontrollen over sin krop og til sidst kun kan bevæge øjnene. Men ved hjælp af en gazetracker og et skriveprogram kan patienten stadig kommunikere med omverdenen. Skrive- og taleprogrammerne Gazetalk og Stargazer, som er udviklet på IT-Universitetet, benyttes i dag af mange ALS-ramte.

I Danmark kan mange handikappede få betalt en kommerciel eyetracker af staten, men i den tredje verden er der ikke råd til den slags luksus. Og det giver nogle interessante muligheder for den gratis open source-gazetracker. Gazegruppen har således planer om at samarbejde med NGO’er om at udbrede teknologien i de fattige dele af verden.


Læs mere om Gazetracking her:
http://www.gazegroup.org/
http://www.computerworld.dk/art/51073

 

 

 

Find this page Online

http://212.97.130.100/da/Forskning/Erhvervssamarbejde/Anvendt forskning/Gaze Tracking