[om dette site] [sitemap]
  Start    Kirkens historie   Kirkens funktion   Kirken som sted   Stavnsholt Kirke   Links
Stavnsholt Kirke    Kirkerummet    Indretning    Symboler

Kirkerummet:

Umiddelbart virker kirken meget spartansk. De lysegule, blanke mursten som bygningen er opført i, går igen i selve kirkerummet.
Gulvet er lavet af grå Offerdal-skifer og kirkebænkene af eg, beklædt med sort uldstof. Der er ingen altertavle, men orglet, der er diskret korsformet, er placeret bag alteret.
Alter, døbefont og prædikestol er lavet i eksklusiv hvid Carrara-marmor, og de tre massive dele er hugget ud af én blok. Se en illustration af blokkens form.

Der er gjort en del for at lette det monumentale kubiske indtryk. Loftet, der er en kassettekonstruktion i beton, har diskrete kors indgraveret.
Konstruktionen dækker ikke helt, idet der langs kanten er ca. en meters åbning op imod loftsvinduerne, der er bygget ind i den skrånende facade. Lyset strømmer derved ind i kirken langs kanten, hvilket skaber to effekter:

  1. Loftet synes næsten at svæve. Von Spreckelsen boede i en periode i Ankara, hvor han blev meget inspireret af den orientalske byggestil - heraf blandt andet kubeformen. Loftet i Stavnsholt Kirke benytter samme teknik som Hagia Sofia Kirken i Istanbul, nemlig vinduer langs loftet for at give det svævende indtryk.
  2. For det andet skifter lyset efter dagen og årstiden, hvilket giver en stærk forbindelse mellem ude og inde. Stavnsholt Kirke er i konstant forbindelse med omverdenen, en forbindelse der styrkes yderligere af vinduerne. Disse er placeret ganske lavt, således at udsynet er en anelse begrænset.

Man forstyrres altså ikke af omverden, men bevarer hele tiden kontakten hertil. Ved at plante egetræer udenfor og kun bruge egetræ indvendig, intensiveres dynamikken yderligere.

 

 

Kirkerummet i Stavnsholt Kirke